×
Stillitsen er en af vores mest farvestrålende fugle med sit røde, hvide og sorte ansigt og de gule vingebånd på de sorte vinger. Fuglen er lysebrun på oversiden og lys på undersiden. Ungfuglene mangler de kraftige farver i ansigtet.
Biologi
Føden udgøres især af ukrudtsfrø, f.eks. tidsel og burrefrø, som den let kan komme til med sit spidse næb. Stillitsen får 2 kuld på 5-6 æg. Ungerne fodres i starten med bladlus og senere med frø, som forældrene samler i kroen, hvor de bliver opblødt, før de gylpes op til ungerne.
Levested
Arten yngler fortrinsvist i det åbne land, på steder hvor der er mange flerårige urter, som udgør hovedbestanddelen af dens føde. Den yngler også på udyrkede arealer i industriområder, hvor der ofte er mange ukrudtsplanter.
Udbredelse
Stillits er udbredt i Europa og østpå til det vestlige Sibirien samt i Nordafrika. I Danmark er stillits en almindelig ynglefugl over langt det meste af landet.
Tekst baseret på Arter.dk